Med en uddannelse fra Danmarks Designskoles Institut for Unika har jeg 
speciale i keramiske overflader. Jeg arbejder med formgivning af 
genstande, der ligger på kanten af at være brugsting.
Jeg har en 
legende og empirisk tilgang både til arbejdet med idéer og udtryk, men 
også til eksperimenterne med materialer og metoder. Samtidig prøver jeg 
også at gå analytisk til værks, så mulige opdagelser kan gentages - og 
nye metoder udvikles.
|  | 
| Fotograf Blik / Julie Trojaborg | 
 
Jeg
 finder det vigtigt at arbejde med selve håndværket og at kunne skabe 
værker og glasurer fra bunden. Samtidig har jeg en fascination og en 
stor erfaring inden for den digitale verden.
Desuden er jeg meget optaget af at kombinere forskellige fagområder:
-
 DET DIGITALE, hvor jeg arbejder med nye moderne digitale teknikker i 
kombination med det gamle håndværk. Her arbejder jeg med grafik på 
keramiske flader. Motiverne er skabt med udgangspunkt i egne 
fotografier, der bearbejdes digitalt, så det bliver abstraktioner: 
essentielle forløb og strukturer. Jeg er meget optaget af organiske 
former - væksters variationer og gentagelser, men også strukturer skabt 
af mennesker - konstruktioner og det urbane udtryk. De digitale billeder
 omsætter jeg direkte til selvklæbende skabeloner, til stencils på 
serigrafiske rammer eller laserskårne stempler til relieffer.
- DET 
ORGANISKE, hvor jeg ofte arbejder i spændingsfeltet mellem det keramiske
 materiale og vækster. Herunder er jeg også meget interesseret i de 
økologiske aspekter både tematisk, men også proces-, brugs- og 
materialemæssigt: at minimere forbruget af irreversible materialer, vand
 og energi, at genbruge - og have for øje, at værket eller produktet 
både har en fysisk og en æstetisk holdbarhed - og gerne en fleksibel 
funktion.
Mit afgangsprojekt fra Designskolen var 
farveeksperimenter på en keramisk vægflade. Og det har på sin vis været 
omdrejningspunktet i de fleste af mine keramiske projekter siden:  
arbejdet med glasuren, materialet, taktiliteten og farven som det 
essentielle. Så kakler og fliser er mit speciale, men jeg arbejder 
selvfølgelig også med andre keramiske objekter...
Formidling er 
også et væsentligt aspekt i mit arbejde. Jeg har en stor erfaring som 
tidligere underviser gennem mange år i forskellige digitale fag. Og de 
pædagogiske og pragmatiske aspekter ligger mig stadig meget på sinde, 
når jeg nu udfører egne specialkurser indenfor det keramiske område.